Udlejning af fiskekajakker, jolle og guidede fisketure ved Hvide Sande og i Ringkøbing Fjord

Lystfiskeri i Vonå

Vonå er et ca. 6 km lang vandløb, der afvander Stadil Fjord. Fra sydenden af Stadil Fjord løber Vonåen mod syd, hvor den vest for Ringkøbing har udløb i Ringkøbing Fjord.

Vonåen er 15-20 meter i bredden - dog er den enkelte steder op til 50 meters bred. Dybden varierer og er nogle steder over 3 meter, mens den andre steder ligger omkring 1 meter.

Der kan fiskes fra land - bl.a. ved de 3 broer, der krydser Vonåens løb - men det bliver absolut nemmere at efterstræbe fiskene fra kajak, flydering eller jolle.

Aborrefiskeriet kan være rigtig godt i åen. Fiskene trækker dog meget rundt i vandløbet, men skrænter og huller huser tit større grupper eller direkte stimer af de stribede banditter. I åens huller med langsom strøm kan man også finde gedderne. Disse findes dog oftes på de bredere og lavvandede områder. Her kan man nogle gange opleve et sandt bonanza af mellemstore gedder, der sultent kaster sig over agnen.

Kajakkerne fra Westcoast Sportfishing kan efter ønske udstyres med ekkolod på, så man nemmere finder skrænter og åens huller.

Bemærk: Det er ikke tilladt at hjemtage ørred/laks fanget i Vonå! Ørred/laks er totalfredet i Ringkøbing Fjord, Stadil Fjord og i Vonåen - og ved fangst skal de skånsomt genudsættes.