Udlejning af fiskekajakker, jolle og guidede fisketure ved Hvide Sande og i Ringkøbing Fjord

Lystfiskeri på Ringkøbing Fjord

Ringkøbing Fjord er en lavvandet brakvandsfjord med et areal på næsten 300 km². Fjorden er ca. 30 km lang, op til 8 km bred og 2-5 m dyb. Ved Hvide Sande er der via slusen forbindelse til Vesterhavet.

Ringkøbing Fjord er et meget alsidigt fiskevand. Grundet variationen af saltindholdet i fjorden alt efter afstanden til Hvide Sande og slusens regulering af vandetmængderne vil man hovedsageligt kunne opleve saltvandsfisk på fjordsiden af Hvide Sande - og mere klassiske ferskvandsfisk sydpå ved Nymindegab, nordpå ved Baggers Dæmning og Ringkøbing Havn og østpå ved udmundingen af Skjern Å.

Fjorden er flere steder tilgængelig fra land. Det kræver dog de fleste steder waders og tilpas eventyrlyst at finde vejen gennem rørskoven, men det er absolut en mulighed. Kajak, flydering eller jolle giver dog langt større mulighed for at afsøge områderne og finde fiskene.

Er man især til fiskeri efter rovfiskene gedde og aborre, er jagtområderne hovedsageligt der, hvor saltpromillen er lavest. Populære områder findes i den sydlige del af fjorden ved Nymindegab - men der er også potentiale i områderne med udløb af ferskvand - f.eks. Vonåen (ved Ringkøbing) og Skjern Å (Vær opmærksom på fredningsbælterne!).

Når det er skrevet, så er der jo utallige kilometer vand, der blot mangler en ordentlig omgang opsøgende fiskeri! Selv de mest ihærdige guider på WestcoastSportfishing er ikke i nærheden af, at have testet alle de oplagt interessante områder på fjorden endnu! Der er potentiale for mere end et fiskeeventyr med “Wauv-effekt” på Ringkøbing Fjord!

Bemærk: Det er ikke tilladt at hjemtage ørred/laks fanget i Ringkøbing Fjord! Ørred/laks er totalfredet i Ringkøbing Fjord, Stadil Fjord og i Vonåen - og ved fangst skal de skånsomt genudsættes.